Vi kom fra Hawaii med et fly 2 timer før planen, og det var fint, for selv om lufthavnen  i Kona er en af de sødeste, vi har set, er der intet andet end små udendørs pavilloner med bænke.
    Honolulu lufthavn er derimod mærkelig. Man går og går og kommer udendørs og indendørs og farer vild. Men det er rart, at vi har adgang til en lounge, for det gør bestemt opholdet meget mere behageligt. Godt nok måtte vi vente et par timer på, at den skulle åbne, men de sidste to timer i loungen var bestemt dejlige og meget komfortable.

    Flyvetiden til Sydney fra Honolulu er ca. 10 timer. Heldigvis var det natflyvning, og jeg tror vi begge fik sovet en del af tiden. Resten af tiden gik med at spise og se film.
    Men nu må jeg snart melde pas overfor tiden. Denne gang har vi endda passeret datolinien. Så den 13. november har kun varet 1 time for os. Til gengæld var vi i går 11 timer efter Danmark. Nu er vi 11 timer forud for Danmark, og Henriettetid er slet ikke til at finde ud af mere. Og jeg kan godt spekulere over, hvordan vores indre ur reagerer på alt dette.

    Sikkerhedscheckkene er ved at hænge os ud af halsen. Vi er lidt trætte af at blive halet ud af køer og stå med spredte ben på afmærkede ”fødder” og armene i vejret. Det er heller ikke så sjovt at få bukseknappen knappet op. Til gengæld er det en fryd at tage gummiskoene af, som har siddet på fødderne i 10 timer. De bliver grundigt undersøgt! Det er nok lugten, der gør dem så mistænksomme.

    Australierne får dog førsteprisen for sikkehedskontrol. Efter 10 timers flyvning måtte vi vente ½ time i flyet, inden vi kunne gå fra borde. Flyet skulle lige desinficeres. Så de gik rundt og sprøjtede gift på os alle, incl. håndbagage og babyer. Så udfyldte vi sedler på, hvad vi havde med. Jeg forbandede, at jeg var faldet for fristelsen til at købe disse lækre Makadamian nødder på Hawaii. Det betød, at jeg skulle hen i køen med ”something to declare”. Ingen kære mor. Selvom jeg viste dem nødderne, skulle min kuffert  - endnu engang – gennemlyses og åbnes. Til gengæld var der lige så meget aktivitet for dem, der ikke havde noget at indberette.

    DeVere hotellet ligger i en gammel bydel, som hedder Potts Point. Ifølge turistguiderne et in-sted. Hotellet er dog blevet overtaget af folk fra Hongkong, så der, hvor jeg på nettet så en hyggelig cafe, er nu en indisk restaurant. Hm. Værelse med udsigt er også nok en overdrivelse. Men træet er grønt og meget stort.
    Vi spiste frokost med dejlig australsk øl på en fortovscafe, mens alle andre spiste morgenmad. Forinden havde vi kørt rundt 1 time med hotelbus, der læsser folk og bagage af ud for hvert hotel fra lufthavnen. Vores var det sidste, men det betød blot en fin gang sightseeing gennem Sydney. Da vi fløj ind over Sydney fik vi et pragtfuld syn ned over Utzons operahus ved havnen.

                                                                          Hotel DeVere, Sydney, Australien.

    Så lidt lokal sightseeing og en tur på nettet for lidt kontakt med det hjemlige. Malene skriver, at haven trænger til at blive revet for blade. Her står alt i fuldt flor.
    Igen sov vi begge tungt i 12 timer og vågnede op fulde af energi til oplevelser på en fredag den 15. november. Heldigvis var morgenmaden helt perfekt. Restauranten lå øverst oppe, og den udsigt vi mangler har man så her, endda til fulde. Vi kan se hele Sydneys skyline og meget af havnen. Vi var hundesultne, så det var ikke os de tjente så meget på denne morgen. Det er nemlig morgenbuffet med alt, hvad der hører sig til.
    En lang gåtur ind til havnen gennem botanisk have. Ret så smukt. Også mange fremmede fugle, og masser af skolebørn to og to i uniform efter hinanden.

                                                          Vores første syn af The Opera House i Sydney.

    Utzons operahus var lige så betagende smukt, som vi havde forestillet os. Vi tilbragte et par gode timer omkring det, på det og i det. I turistbeskrivelsen af huset er Utzons navn overhovedet ikke nævnt. Heldigvis var der en smuk bronzeplakette, foran operaen, der fortalte om ham. Jeg mødte en dansk dame på operahuset, så vi fik en lille snak, selvfølgelig. Vi synes jo lidt, at denne bygning tilhører os.

    At komme ind og overvære en opera er utopi. Billetterne skulle være købt for et år siden, og prisen er over 1.000 kroner pr. næse. I øvrigt er her WTO- møde i denne weekend, så de vigtige personer dominerer sådanne steder. Det er dog ikke dem vi ser i tv, men de store demonstrationer, der er mod uretfærdighederne i verdenshandelen og især politiets brutale indgreb i denne demonstration.

    En færgetur ud af havnen. Superbilleder af operaen. Sydney havn er enorm stor, levende og smuk.

    Vi spiste frokost på en fortovscafe med havneudsigt, endnu mange travede kilometre, og nu lidt småregn. For første gang på vores tur har det regnet. Det gør faktisk ikke spor, og australierne er lykkelige. Her har det ikke regnet i flere måneder. Men den smule regn, der kom, kunne vist ikke gøre ret meget ved det store underskud. Alle græsplæner var totalt afsvedne i alle parkerne, der skulle meget regn til for at afhjælpe det.
    Vi kan kun klare et måltid om dagen, så aftenen bestod af hyggelæsning i sengen og tidligt godnat.
    Det har været en dejlig dag.

Lørdag den 16. november står på endnu en dag med sightseeing. Sightseeing i en storby er anstrengende. Det har det også været i dag – men alligevel noget så dejligt. De havde lovet regn igen i dag, men solen skinnede og temperaturen lå på omkring de 25°C. Vi fandt en smutvej til byen i går aftes da vi gik hjem, op og ned ad trappen og rundt om hjørner, og så lige pludselig er hotellet der, så vi var hurtigt inde i byen i dag.

Gennem Hyde Park, parken hvor der i går var disse voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Nu var scenen ændret til en julekoncert for børn. Hundredevis af unger med balloner og forældre, og der blev danset og sunget sammen med Bob the Builder og hvad de nu hedder, disse tegneseriefigurer fra tv, nu om dage. Liv og glade dage.

                                                    I Sydney Tower er der selvfølgelig også en roterende restaurant.

    Vi styrede mod Sydney Tower for at få udsigten over byen herfra. Det er meget højt, 300 meter. Det kostede 20 Dollars at komme der op og nyde udsigten, og så kunne man også komme derop om aftenen for at nyde lysene, altså i princippet to ture op for 20 dollars. Men vi ved jo, at den allerbedste måde at se byen på, er fra en roterende restaurant. Prisen for en formiddagsbuffet var simpelthen 39 dollars, og det er selvfølgelig inklusive turen op. Maden var overdådig og meget lækker. Fine forretter, et væld af ”carvery” og et bugnende dessertbord. Mogens mister appetiten, når han ser så meget mad på en gang, Men dette var især lækkert, fordi det blev tilberedt efter hver enkelts ønske. Ikke noget med folk, der dyngede bjerge af mad op på deres tallerkener, som i USA og Canada. Jeg fik både kæmperejer, kængurusteg (lækkert), emu (mærkeligt) og kamel (sejt) og til sidst rigtige oste, juhuu, camembert og roquefort med rugbrød til. Efter Mogens fiskepaté gik han direkte over til tre forskellige desserter (det her har jeg set før).

    Udsigten var betagende. Det er da en havn, der vil noget. Travlhed overalt. Langt ude fragtskibe og i inderhavnene – masser af dem – færge- trafik, turistbåde, kæmpe luksusliniere og hundredevis af sejlbåde. Det var slet ikke til at blive træt af at se på. Så vi nåede to runder, som svarer til 2 timer og 15 minutter. Meget passende for sådan en frokost.

Udsigten fra Sydney Tower over havnen med de mange sejlere.

    Derefter en tur i monorailen – en god idé for København – også en god måde at se byen på. Og så måtte vi melde pas. Vi traskede trætte hjem. Købte en Moutin Dew og en vand og nogle chips og hyggede os med det og nogle bøger og sån’t i sengen. Forinden havde vi dog fået set vores distrikt by night. Og det var bestemt ikke uinteressant.
    Det har været en dejlig dag.

Søndag den 17. november. Vi har drøftet det i et par dage nu. Jeg vil så utroligt gerne op og gå på Harbour Bridge. Men det koster en halv pelikan og lidt til. Jeg vil simpelthen ikke nævne den ublu pris her. Men åh, hvor ville jeg dog gerne. Over natten i går var jeg dog blevet enig med mig selv om, at det var for tosset at bruge så mange penge på sådan en jo nok, når alt kommer til alt, unødvendig, ligegyldig ting. Hvorpå Mogens svarede, at vi havde før havde brugt mange penge på sådanne oplevelser, hvilket afstedkom, at jeg vendte på en tallerken og bookede os ind til en tur søndag morgen klokken 7.15.

    Der var alt udsolgt, men man kunne åbenbart booke gennem sit hotel – hvor herre bevares, hvor rejseindustrien gør det svært for Andersen booking – så vi fik hotellet til det. Samtidig tilbød de at udstyre os med madpakker, da det var så tidligt, at hotellets morgenmad ikke var klar. ( banan, æble, kage og juice)

    Vi begynder at kunne lide vores hotel bedre og bedre. Og vi har også fundet ud af, at placeringen er på et in-sted og at hotelprisen er særdeles favorabel.
    Taxa gennem morgenstille gader til broen. Her mødte vi 10 andre spændte enthusiaster. De fleste kunne være vores børn og et par stykker vores børnebørn. Vi var dagens førtse hold. Og der er check på tingene her. Først skriver vi under på en masse dokumenter – som sædvanlig ved slige udfordringer – så omhyggelig introduktion, video og et godt foredrag, hvorefter den obligatoriske alkoholtest blev taget. Selvom klokken kun var 6.15.

    Vi blev iklædt nogle fantastiske lækre dragter, fik en pose med en fleecetrøje spændt til vores bælte, som også var udstyret med vores livline, som fra starten klemmes omkring en wire, som går hele vejen op til toppen af broen og så ned igen. Skulle man være så uheldig, at man faldt et eller andet sted på turen, ville denne livline klare sagen, vi ville ikke kunne falde ret langt. Så fik vi fastspændt en walkie-talkie i bæltet, fik sikkerhedsophæng til briller, et lommetørkæde viklet om håndleddet også med sikkerhedsbånd, og endelig for de sarte (og heldigvis var der fire af os)  en tynd uldhue for blæst.

    Og så af sted som dagen første hold. Mig med megen kriblen i maven, men jeg kunne jo bare lade være med at kigge lige ned, men skue ud over det hele.

    1648 trapper var der i alt. Klogelig gav de os denne oplysning ved turens slutning. Det er første gang, jeg har prøvet at gå catwalk, som det lige stykke hedder. Og ja, så var det bare så betagende smuk en udsigt akkompagneret af god information (selvfølgelig for meget). Jørn Utzon blev nævnt kort i forbindelse med operahuset, men mest for den store overskridelse af byggeriet. Vi tillod os at mene, at hver en dollar for længst havde tjent sig ind, og vores vakse guide, der allerede havde lært alle vore navne uden ad, var så klog øjeblikkelig at give os ret.
    Efter 3 ½ time afleverede vi grejet, og de små hold var nu alle i fuld gang rundt på Harbour Bridge, som i øvrigt blev bygget i 1932, men først i 1999 kunne man ”få” denne tur, som blandt andet vores guldfire fra de olympiske lege i 2000 har prøvet også kronprins Frederik har  certifikat som Bridge Climber.

                                                       Fotografen og forfatteren på toppen af Harbour Bridge.

    Vi modtog et velfortjent diplom og et foto og så af sted til Potts Point, hvor vi fik et hurtigt bad og checkede ud. Kufferterne fik lov til at stå på hotellet, mens vi gik hen på hjørnet for med stor sult at sætte en gang morgenmad til livs.

    Over alt i Sydney så vi denne fugl, som vi aldrig havde set før noget sted, så nu, da den gik tæt på vores morgenmad, spurgte vi hvad den hed. Det er en Ibis, som dem vi kender fra Egypten og fra zoologisk have, men vi måtte spørge temmelig mange, før der var en, der viste det. Vi ser mange af dem her og de er ikke bange for mennesker. Det minder lidt om vores duer på rådhuspladsen, blot med den forskel, at dette er en ret stor fugl med et langt buet næb og med lange ben. Lidt voldsomt at se dem i trafikken.

    Det var alt i alt en dejlig begyndelse på en lang flyvetur til Bangkok på i alt 10 timer. Jumbojet 747 Thai Air, masser af plads til benene, flyet helt fyldt op. Jeg kom til at sidde ved siden af en græker (selvom han hævdede, at han var australier, talte han på et temmelig dårligt engelsk udelukkende om Grækenland). Efter de første 2 timer havde jeg fået hele hans livshistorie samt en invitation med et telefonnummer til at besøge ham i Athen, når som helst. Og så faldt han heldigvis i søvn. Med på flyet var også et par, der netop havde været til mindehøjtidlighed for deres niece, som var omkommet ved attentattet på Bali: It makes you think.
     Behagelig flyvetur, god mad og fin thaiservice. Thai Air er et godt selskab at flyve med.
 Det har været en dejlig dag med en masse ekstra timer i, men ikke så slemt, og joh, vi er trætte af lufthavne og lufthavnscheck.

*****

   Tilbage til hovedmenuen
     Til Kapitel 4 Thailand.